§ 1. Navn og hjemsted
Stk. 1. Foreningens navn er Volleyklubben Vestsjælland, forkortet VK Vestsjælland.
Stk. 2. Foreningens hjemsted er Slagelse Kommune.
Stk. 3. Foreningen er medlem af Danmarks Idrætsforbund, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, Volleyball Danmark og lokalkredsen under Volleyball Danmark.
Stk. 4. Foreningen arbejder efter de for Danmarks Idrætsforbund, Fédération Internationale de Volleyball og Volleyball Danmark til enhver tid gældende love.
§ 2. Formål
Stk. 1. Foreningens formål er at:
1) Tilbyde alle uanset alder, tro, køn og nationalitet at dyrke volleyball,
2) Tilgodese alle medlemmers ambitionsniveauer ved en kontinuerlig udvikling af foreningen,
3) Delagtiggøre medlemmerne i foreningens visioner, målsætninger og foreningens daglige drift.
4) Forpligte medlemmerne til at tage et positivt medansvar for foreningens virke
§ 3. Medlemskreds
Stk. 1. Som medlemmer optages enhver, som har lyst og vilje til at arbejde for foreningens formål.
Stk. 2. Indmeldelse og udmeldelse sker til foreningens økonomiansvarlige. Indbetalt kontingent tilbagebetales ikke.
Stk. 3. Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent. Kontingentet opkræves forud for et halv eller helt år.
Stk. 4. Hvis et medlem er i kontingentrestance i mere end seks måneder, kan bestyrelsen uden varsel ekskludere det pågældende medlem fra foreningen.
Stk. 5. Medlemmerne er forpligtiget til at indordne sig under foreningens vedtægter og reglementer, samt yde bistand til varetagelsen af foreningens opgaver.
§ 4. Generalforsamlingen
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af maj måned, og indkaldes med minimum 1 måneds varsel med angivelse af dagsorden.
Stk. 3. Mødeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer over 15 år, der ikke er i kontingentrestance. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Stk. 4. Medlemmer under 15 år har taleret. Forældre/værger har stemmeret for medlemmer under 15 år. Forældre/værger kan kun afgive én stemme pr. medlem under 15 år.
Stk. 5. Kun betalende, aktive medlemmer har både stemmeret og taleret. Øvrige medlemmer, fx passive medlemmer, har kun taleret.
Stk. 6. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
1) Valg af dirigent
2) Formandens beretning
3) Godkendelse af det reviderede regnskab
4) Behandling af indkomne forslag
5) Fastsættelse af kontingent
6) Valg af 2-4 bestyrelsesmedlemmer for to år (valg i lige år)
7) Valg af 2-3 bestyrelsesmedlemmer for to år (valg i ulige år)
8) Valg af 1-2 suppleanter for et år
9) Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant for et år
10) Eventuelt
Stk. 7. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Forslag til vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest 3 uger forud for den ordinære generalforsamling.
Stk. 8. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
Stk. 9. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal (én over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot én mødedeltager.
Stk. 10. Ved personvalg, hvor der opstiller flere kandidater, end der er pladser til, foretages der altid skriftlig afstemning efter princippet om relativt flertal (den/de kandidater med flest stemmer vinder afstemningen).
§ 5. Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftligt begrundet anmodning herom overfor formanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kendskab.
Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er to uger.
§ 6. Foreningens daglige ledelse
Stk. 1. Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen bestående af 4-7 bestyrelsesmedlemmer og 1-2 suppleant, som har til formål at lede foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.
Stk. 2. Bestyrelsen kan nedsætte interessegrupper hvor det skønnes nødvendigt og giver mening..
Stk. 3. Foreningens kommercielle aktiviteter forestås af foreningens forretningsudvalg i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingen. Forretningsudvalget konstitueres jf. § 6, stk. 4, nr. 5.
Stk. 4. Senest 6 uger efter generalforsamlingen afholdes det konstituerende bestyrelsesmøde, hvor:
1) Foreningens formand vælges,
2) Foreningens næstformand vælges,
3) Foreningens økonomiansvarlige vælges,
4) Foreningens forretningsudvalg vælges,
5) Interessegrupper udpeges
6) Ansvarsopgaver for den kommende sæson behandles
Stk. 5. Formanden – og i dennes fravær næstformanden – indkalder og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden. Dagsordenen skal være bestyrelsens medlemmer i hænde senest 8 dage før mødet.
Stk. 6. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede. Ved stemmelighed i bestyrelsen er det formandens stemme, som er afgørende. 3
Stk. 7. Suppleanten indtræder i bestyrelsen, såfremt et menigt medlem fratræder bestyrelsen. Dog forventes det, at suppleanten til enhver tid deltager aktivt i foreningsdriften, herunder fx i bestyrelsesmøder.
Stk. 8. Forretningsudvalget har kompetence til at supplere sig selv, såfremt foreningens daglige drift påkræver dette, dog altid under hensyn til forretningsudvalgets formål, jf. § 6, stk. 3.
§ 7. Økonomi, regnskab og revision
Stk. 1. Foreningens regnskabsår er 1. april – 31. marts.
Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig for foreningens regnskab i henhold til generalforsamlingen.
Stk. 3. Regnskabet revideres af foreningens revisor.
§ 8. Tegningsregler og hæftelse
Stk. 1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i foreningen. Ved optagelse af lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
Stk. 2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
§ 9. Datering
Stk. 1. Foreningens stiftende generalforsamling er dateret til den 29. juni 2010. Dog vedtog stiftende generalforsamling, at foreningens aldersanciennitet tæller fra maj 1973 under hensyn til stiftelsesåret for Slagelse Volleyball Klub, jf. § 9, stk. 2.
Stk. 2 Volleyklubben Vestsjælland er en sammenlægning af Korsør Volleyball Klub og Slagelse Volleyball Klub, der i 2007 fusionerede til Korsør-Slagelse Volley Klub.
§ 10. Vedtægtsændringer
Stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal af de fremmødte medlemmer på en generalforsamling.
Stk. 2. Vedtægtsændringer træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.
§ 11. Opløsning
Stk. 1. Opløsning af foreningen kan kun tages på en i dette øjemed særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst 2/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede. For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede.
Stk. 2. På generalforsamlingen skal samtidig træffes bestemmelse om, hvilke almennyttige/almenvelgørende formål, foreningens formue, herunder eventuel fast ejendom og løsøre, skal tilgå.
Vedtaget på VK Vestsjællands ordinære generalforsamling den 9. august 2021.
Senest ændret på ordinær generalforsamling den 22. maj 2023.