Årets vkv’er er ikke en pris der handler om flest point, hårdeste smash eller flest sejre. Men om noget af det der i virkeligheden er endnu vigtigere i en forening: Frivillighed.
For ingen klub fungere alene på træninger og kampe. En klub fungere fordi nogen vælger at bruge deres tid, energi og hjerte på at få det til at hænge sammen, uden at forvente noget tilbage. Den slags mennesker der i alt sin enkelthed betyder mere, end de selv tror.
Sådan en person er årets vkv’er.
Årets vkv’er har været medlem i klubben i så mange år, at jeg faktisk ikke engang ved hvornår det startede. Men det jeg ved er, at det aldrig kun har handler om at vinde kampe.
Det har handlet om 3 ting, fællesskabet, og glæden ved sporten, og om at skabe god stemning på et hold og i klubben. Årets vkv’er kan spille volley med alle, med de unge, de lidt ældre, mænd eller kvinder, nye spillere eller gamle kendinge og stadig få alle til at føle sig som en del af holdet.
Årets vkv’er er altid positiv, altid smilende, og står altid klar til at hjælpe både i og udenfor banen. Og hvis nogen har haft en dårlig dag, er der en ret stor chance for at man i selskab med årets vkv’er får et kæmpe kram, og et lyttende øre.
Årets vkv’er tager ansvar, tager initiativ, og viser virkelig at hun elsker at være en del af klubben og vil for alt i verden ikke gå glib af en fest.
Samtidig med alt det og en af de primære årsager til prisen går til denne person er de uendelig mange timer i alt det arbejde som ingen ser eller lægger mærke til, men som klubben er afhængig af, nemlig økonomien.
Og grunden til ingen lægger mærke til det, er fordi det bare fungere. Hun er det slags menneske der får en klub til at hænge sammen, ikke kun praktisk men også menneskeligt.
Så derfor er det velfortjent at det i år er dig Rikke der modtager denne pris.
Der findes mange slags frivillige i en klub. Nogle melder sig til det, de kender. Andre melder sig til det, de kan overskue. Og så findes der dem, som bare træder til, hver gang der er brug for det – uanset om det er noget, de har prøvet før, eller noget helt nyt.
Årets VKV’er 2025 er netop sådan en person.
Det hele begyndte egentlig ganske stille og roligt – med et tilbud om at hjælpe til ved et børnehavebesøg sidste år. Men det blev hurtigt til meget mere. Først kidstræner, så ramasjangtræner – da vi stod og manglede nogen, kom den velkendte sætning: “Det kan jeg da gøre.”
Og siden har vi set denne person overalt. Til kidskampe. Til camps. Med kage under armen. Til Rema 1000 Cup. Og endda med tilbud om at hjælpe til ved generalforsamlingen – uden at blive spurgt. Det siger noget om en helt særlig indstilling.
Men engagementet i klubben går længere tilbage. Allerede under Syrien-projektet var personen aktiv som træner og deltog i både kampe og aktiviteter. Og også uden for klubben har der været en stor frivillig indsats – blandt andet i Røde Kors.
Det, der kendetegner årets VKV’er, er ikke bare den store hjælp. Det er glæden. Positiviteten. Den smittende energi. Evnen til at kaste sig ud i nye ting med en ægte Pippi Langstrømpe-ånd: “Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt.”
Og vigtigst af alt: En vilje til at hjælpe – ikke for anerkendelsen, men fordi det føles naturligt at gøre en forskel.
En person som dette er uundværlig i en klub. En vi andre kan lære af. En, der får fællesskabet til at fungere – ofte i det stille, men altid med stort hjerte.
Tillykke – og tusind tak for alt det, du gør. Her er vandreelefanten og din egen lille elefant til evigt eje.
Du har været en fantastisk gevinst for VKV igennem tiden, men som en god vin fra Søberg, bliver du også bedre med årene.
Dit arbejde i sponsorgruppen og generelt hele arbejdet i sponsorgruppen er uden sammenligning det bedste, der findes i hele Danmark. Du er en af hovedarkitekterne bag det, og dit enorme drive er til stor inspiration, ikke bare for mig, men for hele klubben.
Når jeg snakker med dig og hører, hvor mange timer du lægger i arbejdet, og hvor mange fridage du bruger i løbet af et år på at få det hele til at køre rundt, får jeg nærmest dårlig samvittighed over, at jeg ikke lægger nok timer i arbejdet. Enten er du virkelig dygtig til at få det til at lyde, som om du lægger mange timer i det, eller også er du bygget af noget helt specielt. Jeg er ret sikker på, det er det sidste.
Der skal også lyde en stor tak til din kone Tina, for uden et bagland derhjemme, som støtter dig og dit arbejde i VKV, ville vi heller ikke være så heldige at nyde godt af dit arbejde i VKV i den grad, som vi gør.
Et godt eksempel er dit arbejde med at få Ligafredag til at køre, som det gør nu. Du møder trofast op kl. 14 eller 15 hver gang vi har Ligafredag for at gøre VIP klar, så vi som klub kan være vært for mellem 40-50 sponsorer hver gang. Det er vi dybt taknemmelige for som klub!
Du har for mig personligt været en uundværlig del af mit første år som medlem af bestyrelsen, og senere hen som formand. Din erfaring og viden har hjulpet mig utrolig meget med at tage nogle af de rigtige valg i den forgangne sæson. Tak for at være en inspiration og en rollemodel uden lige.
Jeg ved godt, du ikke gør alt det arbejde for at få anerkendelsen, men når man yder en frivillig indsats som dig, så har man fortjent det.
Årets VKV’er har været med i mange år.
Vedkommende er en af de stille eksistenser i klubben. Man lægger ikke umiddelbart mærke til vedkommende, men vedkommende er altid til stede ved vores store og små arrangementer – også til de mindre daglige aktiviteter.
Han er et meget roligt, sympatisk og omgængeligt menneske, der sjældent siger nej til en opgave.
Han har selv spillet, været dommer, træner i øjeblikket både voksne og børn – også sine egne børn.
Jeg tror en del af jer har gættet, hvem der er tale om.
Det er mig en stor glæde at overrække øllifanten som tegn på Årets VKV’er til:
Bruno Devantier
Også i år skal vi uddele prisen årets VKVer. Ja, faktisk går prisen også i år til to personer.
To personer, der ikke på samme måde har arbejdet sammen, som Kim og Rolf sidste år, men som er ”udsprunget” fra det samme grundlag i klubben.
Begge modtagere er startet med at følge deres børn til volley som forældre, og derefter er kommet mere og mere ind i klubben, og efterhånden har taget/fået større og større ansvar.
Begge udfører de i dag et kæmpe arbejde i henhv. Kids- og ungdomsafdelingen. Den ene som træner og organisator for kidsholdene, og den anden som hjælpetræner i ungdomsafdelingen og desuden giver klubben en hjælpende hånd ved de forskellige aktiviteter.
Derved bliver de eksempler på at det frivillige arbejde er en stor del af klubbens dna, og en uvurderlig del af klubbens fundament.
Begge to skal I vide at klubben værdsætter jeres indsats, og vi håber, at I er med i mange år endnu.
Det er mig en stor fornøjelse at overrække prisen Årets VKV til Claus Frydensberg Andersen og Sandie Kristiansen.
Måske sidder der nogle og tænker, at da sæsonen blev meget kort, er der ikke rigtig nogle som har gjort en ekstraordinær indsats i den forløbne sæson.
Det kan jeg så sige, at det synes vi i FU og bestyrelsen der er. Faktisk er der to som har gjort det ekstraordinært godt.
Vi plejer jo først at afsløre navnene til sidst, men denne gang gør vi det anderledes, fordi jeg tænker, at I ret hurtigt gætter hvem det er. Årets VKVer 2021 er Kim og Rolf.
Måske vil nogle tænke: jamen, de er jo ansatte – de får penge for deres indsats. Det er også rigtigt, men Kim og Rolf har altså gjort det helt ud over det forventelige. Især når de så også gør det for alle i og rundt om klubben.
Gordon måtte sige fra og sygemelde sig i løbet af sommeren 2020. Derefter overtog Kim og Rolf hans ansvarsområder, med de løse ender der fulgte med bl.a. spillerkontakter. Jeg vil mene, at frem til november 2020 arbejdede Kim og Rolf nærmest i døgndrift med organisering af alle mulige aktiviteter i klubben, træningsplanlægning, og så var også lige ca. 200 skolebesøg, der skulle gennemføres.
En sådan indsats er ikke bare forventelig, den er båret af en stor dedikation og kærlighed til klubben og klubbens medlemmer – alt skal køre videre som ingenting var sket, og de ekstraopgaver der er skal også løses.
Og det skal tilføjes, at de ikke stillede op snakkede noget ekstra løn eller honorering inden opgaverne blev løst, men
selvfølgelig har de fået en ekstra honorering i løbet af sæsonen.
En meget stor tak til jer for jeres fantastiske indsat. I er nogle fantastiske rollemodeller for os alle sammen unge som gamle, og jeres indsats lever helt op til klubbens visioner, og I er faktisk med til at udbrede dem. Vi håber I bliver i klubben i mange år endnu.
Tillykke til Årets VKV’ere
Rolf Meegdes og Kim Buchwald
Traditionen tro, så kårer vi altid på generalforsamlingen ”Årets VKV’er”.
Årets VKV’er har været med i klubben i mange år.
Årets VKV’er er en rigtig klubmand der startede som ungdomsspiller, og som nu spiller på ligaholdet.
Årets VKV’er er altid med, når der skal arbejdes, om det er at sætte flag op, sætte plakater op, Molten Cup, og mange andre aktiviteter.
Han er desuden en ualmindelig sympatisk og venlig person, der nyder stor respekt i hele klubben. Han er den perfekte rollemodel for yngre spillere.
Han har særligt de senere år udmærket sig på IT-området, hvor han har styret vores hjemmeside, lavet rigtig mange filmindslag på vores sociale medier, professionaliseret vores mange tryksager, og dermed været med til at gøre klubben endnu mere levende.
Vi håber, at selvom du har startet eget virksomhed, så vil du fortsat nyde det frivillige arbejde her i VK Vestsjælland.
Rigtig hjertelig tillykke til Årets VKV’er – Patrick Dufrêche
Igen i år har der været flere kandidater der har bejlet til prisen som Årets VKV'er, og det har ikke været nemt at vælge.
Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at dette års valg er meget populært.
Årets VKVere står netop for den fællesskabsfølelse, som jeg omtalte i min formandsberetning, og som er så vigtig for vores klub.
De er (der nemlig tale om to personer) ”her der og alle vegne”, når klubben har arrangementer af den ene eller anden art.
Den ene person kom ret tidligt med ind i klubben, mere eller mindre frivilligt, fordi hun er mor til en af hovedkræfterne i klubben.
Den anden person kom med, fordi hun er i familie med før omtalte personer. Derfor lever de fuldstændigt op til klubbens motto om, at vi er ”som én stor familie”.
De to personer er utrolige aktive i klubben. Som eksempler kan nævnes at de:
Og endelig, så er de bare altid i godt humør og frisk med en bemærkning, når man møder dem.
Nu er det vist gået op for de fleste, hvem det drejer sig om.
Det er mig derfor en stor glæde at udnævne Mor Hanne (Buchwald) og Moster Kirsten (Sørensen) til Året VKV'ere 2019.
Er en person der (selvfølgelig) er utrolig engageret i klubben, og for den sags skyld også har været det i rigtig mange år. Personen går dog generelt meget stille med dørene, hvilket betyder at personens arbejde måske ikke syner af så meget i det daglige, men er en af de led i den føromtalte kæde, der bare er så vigtige for en klub.
Når personen så ovenikøbet er en meget sympatisk, venlig og humørfyldt person, hvilket ofte kommer til udtryk på tilskuerpladserne, gør jo kun at prisen bliver endnu mere agtet.
Han er bestyrelsesmedlem, træner, dommer, chauffør og med i rigtig mange arrangementer i klubben. Dermed er han reelt ikke bare et led men faktisk flere led i kæden. Han er det man godt kan sige – uundværlig i klubben og dens daglige arbejde.
Der mig derfor en stor glæde at kunne overrække prisen som årets VKV’er til Ibrahim Hakizimfura
Årets VKV’er gives til en eller flere personer, der i det forgangne år har ydet en ekstraordinær indsats for klubben.
Årets VKV’er 2017 lever til fulde om til denne beskrivelse.
Årets VKV’er finder man ikke på men uden for banen.
Årets VKV’er knokler til alle større og mindre arrangementer i klubben.
Årets VKV’er har tidligere været Årets Supporter
Årets VKV’er er leveringsdygtig i alt lige fra en spiller på et af klubbens bedste hold til lækker mad til vores store ungdomsstævne.
Årets VKV’er eller VKV’ere skal vi måske sige er bestyrere af boden og køkkenet i Korsørhallen.
Årets VKV’ere laver mad til ungdomsstævne, hjemmebanearrangementer, og andre arrangementer i klubben.
Jeg er sikker på, at I for længst har gættet, at Årets VKV’ere er Pia og Louis Meegdes!
Kære Pia og Louis
Tillykke med prisen og Tak!
Tak for jeres kæmpe indsats for klubben. Jeg ved, det ikke har været nemt at opfostre og opdrage Rolf, man han er jo blevet en flink ung mand, der ligesom jer bidrager flot til fællesskabet, så…… nå, spøg til side!
Tak for mad, kage, slik og andet godt – jeres indsats har en kæmpe betydning for ”Danmarks bedste hjemmebane”.
Tak fordi i stiller op igen og igen, og altid med et smil på læben og en hyggelig bemærkning.
Tak for det kæmpe og uvurderlige stykke frivilligt arbejde I leverer. Til gavn og glæde for alle klubbens medlemmer.
I flere år har bestyrelsen på dette tidspunkt knebet sig i armen for lige at tjekke, at de flotte resultater vi sammen som klub har opnået i det forgangne år ikke var en drøm. Sådan har det også været i år!
Derfor har det også været en udfordring at skulle finde frem til én person, der skiller sig ud og som individ har gjort en ekstraordinær indsats, der gør vedkommende fortjent til at blive årets VKV’er. Men endnu engang har bestyrelsen vist handlekraft og løst opgaven, der lå foran os!
Da vi samlede de mange mulige kandidater, var der alligevel ét navn, der lyste lidt mere op end de andre. Den, valget er faldet på, er som altid en, der gør en forskel på mange forskellige områder i klubben.
Årets VKV’er er spiller. Vedkommende har udviklet sig rigtig meget over det seneste par sæsoner og er, når der ikke er andre klubopgaver, der kommer i vejen, en flittig deltager i sit holds træning.
Årets VKV’er har i den forgangne sæson været med til at føre sit hold til 1. pladsen i deres række (det snævrer jo ikke for alvor feltet ind i et år, hvor rigtig mange hold blev 1’er).
Årets VKV’er er har flere forskellige andre funktioner, men uanset hvilke funktioner, der er tale om, bliver de altid løst uden de store armbevægelser til gavn og glæde for rigtigt mange i klubben.
Årets VKV’er laver et stykke arbejde som rigtig mange både i og udenfor klubben får glæde af.
Årets VKV’er personificerer på bedste vis klubbens værdier med sin store indsats for klubben!
Årets VKV’er spilleren, assistenten, fotografen, videomanden – man fristes til at sige altmuligmanden Khang Lam!
Tak til dig Khang. Tak for din store indsats, din altid positive tilgang til klubben og livet, og på et mere personligt plan – tak fordi du har været en god holdkammerat på herre 2 det sidste par år.
Tillykke med prisen, som er en anerkendelse af, at du repræsenterer alle de dyder som spiller, leder og menneske, som er og skal være kernen i vores dejlige klub.
Denne sæson har også været et godt år for VK Vestsjælland, og bestyrelsen har haft et luksusproblem, da vi skulle finde ud af hvem, der skulle have æren af at blive årets VKV’er. Men også den udfordring har bestyrelsen klaret!
Prisen som årets VKV’er tilfalder en af klubbens medlemmer, som har gjort en ekstraordinær indsats for klubben i det forgangne år. Listen af kandidater er lang, men da vi samlede de mange navne på mulige kandidater, var der alligevel ét navn, der lyste lidt mere op end de andre.
Den, valget er faldet på, er som altid en, der gør en forskel på mange forskellige områder i klubben.
Årets VKV’er er spiller. Vedkommende har spillet på både motionsplan og eliteplan – altid med det samme hjerte og engagement.
Årets VKV’er er træner. Den samme passion er med på træningsbanen og på sidelinjen – altid engageret og støttende.
Vedkommende påtog sig at være træner kort tid efter starten i klubben og er afholdt og respekteret af de spillere vedkommende træner.
Årets VKV’er er forældre til en af klubbens unge talenter – med alt hvad det indebærer af henten og bringen.
Årets VKV’er brænder for klubben og gør et kæmpe stykke arbejde i forbindelse med vores mange arrangementer, ikke mindst i forbindelse med ungdomsstævnet.
Årets VKV’er er også bestyrelsesmedlem – og så begynder feltet jo at snævres ind.
Årets VKV’er er en person, der har sine meningers mod og som hvert år klager over, at mine taler er for lange! Lige i dette tilfælde håber jeg hun tilgiver mig.
Årets VKV’er er naturligvis Ida Lærkedahl!
Tak til dig Ida. Tak for dit store hjerte, dit fantastiske engagement, dit gode humør, din kæmpe indsats for VKV.
Du repræsenterer alle de dyder som spiller, træner og menneske, som er og skal være kernen i vores dejlige klub.
Årets VKV’er er en person, der blander sig i meget i klubben.
Han er også en person, der har udviklet sig rigtig meget spillemæssigt i den forgangne sæson.
På det menneskelige og sociale område er han en ægte VKV’er – åben, udadvendt og rummelig.
Han er flittig både på træningsbanen – og det både som spiller og træner.
Han har udviklet sig fra at være en trofast hjælper til nu selv at tage initiativ og stå for arrangementer.
Han påtager sig alverdens opgaver og er altid klar til at give en hånd til stort og småt.
Han er positiv og glad for alt undtagen en enkelt dommer i ny og næ!
Han er en fest-abe på den gode måde, og det ville undre mig, hvis han har nogen stemme lige nu.
Som træner, som formand, som menneske er det mig en fornøjelse at kunne overdrage prisen for årets VKV’er til…………..Rolf Meegdes
Begrundelse:
“Rolf Meegdes har i gennem flere år udviklet sig til at være en ægte VKV’er og han personificerer mange af de centrale værdier i klubben. Han er positiv, åben og rummelig og taler med alle i klubben. Han personificerer det forpligtende fællesskab, som er med til at definere os som klub. Til træning er han flittig – både når han selv træner og når han træner andre. På det seneste har Rolf udvidet sit engagement til også at være militant…….. altså i den røde hær af fans, som trofast og højlydt har støttet det danske herrelandshold i volleyball.
Som spiller har Rolf kæmpet lidt med sit temperament, men er blevet bedre til at tøjle det og kanalisere energien ind i spillet. Han har altid haft ”gode hænder”, men i år er han blevet bedre taktisk og hvis den fysiske træning i det kommende år tages lige så seriøst som resten af de ting, han gør, så får herre 1 en af de bedste hævere i 1. division.
Rolf, du har ikke altid været lige udviklingsparat, men som træner og menneske har det været en fornøjelse at følge med i din udvikling det sidste år, og selv om denne pris bliver givet for en indsats du har gjort, så tror jeg, at vi har ”det bedste til gode” – for du vokser med opgaverne, er ikke bange for udfordringer og jeg ved, du glæder dig rigtig meget til at spille i 1. division. Jeg glæder mig til at følge dig i fremtiden.
Tillykke og på klubbens vegne – TAK FOR DIT STORE BIDRAG TIL VK VESTSJÆLLAND”
Kim Fiskbæk fik i 2013 prisen som Årets VKV’er. Han er senere hen blevet ekskluderet af klubben pga. en personalesag.
Det har været et fantastisk år for VK Vestsjælland og derfor har det været svært at finde frem til den, der skal have prisen i år, for der er simpelthen så mange, der har gjort en kæmpe indsats. Desværre kan vi ikke give jer alle prisen – der er kun én VKV-elefant.
Kriterierne for prisen er, at den tilfalder en af klubbens medlemmer, som har gjort en ekstraordinær indsats for klubben i det forgangne år. Listen af kandidater er lang, men da vi samlede de mange navne på mulige kandidater, var der alligevel ét navn, der lyste lidt mere op end de andre.
Den, valget er faldet på, er en, der har så mange hatte at tage på, at det af og til må være svært at komme ud af døren med den rette hat på.
Årets VKV’er er spiller. Vedkommende har en forbilledlig indstilling til træning og i kamp. Altid klar til at udvikle sig, altid klar til at støtte holdkammeraterne og aldrig bange for at påtage sig ansvar.
Årets VKV’er er forældre. Vedkommende har indtil flere børn, der spiller i klubben med alt hvad dertil hører af kørsel, trænertjanser etc.
Årets VKV’er er træner. Vedkommende er en af de mange trænere, der er med til at sikre, at de mange børn, der vælter ind i klubben i disse år, bliver godt modtaget.
Årets VKV’er er også anfører for sit hold – et hverv der varetages seriøst og til alles tilfredshed.
Årets VKV’er er sponsor i klubben.
Årets VKV’er er såmænd også ordstyrer til denne generalforsamling.
Tillykke til Morten Lynge Madsen og tak for en kæmpe indsats for klubben. Du er virkelig et forbillede og en rollemodel – ikke bare for dine egne børn, men også for de børn du træner, de andre forældre i klubben, de spillere du spiller på hold med og også for mig som din træner. Det er mig derfor en stor glæde at overrække dig elefanten, som i det kommende år kan stå et sted der hjemme, og minde dig om, at vi er rigtig mange, der sætter stor pris på det kæmpe arbejde, du lægger i VKV. Endnu engang tillykke.
Sidste år ved generalforsamlingen indførte klubbens bestyrelse “Årets KVSK'er”. Mange ting er sket siden, bl.a. nyt klubnavn.
Bestyrelsen kan derfor ikke længere kåre “Årets KSVK'er”. Men idéen om at hylde én af de mange som i klubben lægger mange timers uvurderligt arbejde, skal fortsætte. Derfor skal vi i 2011 kåre “Årets VKV'er” VKV ved vi alle hvad står for. Men udover Volleyklubben Vestsjælland, så kan det også stå for “Vedholdende, Kvalitet, Værdifuld” eller “Visionær, Krævende, Vilje”. Årets VKVér indeholder alle ord.
Årets VKVér er ikke bange for at stille spørgsmål under egen træning. Årets VKVér higer efter at lære nyt – og nogle gange kan det ikke gå hurtigt nok. Ligeledes er Årets VKV'er ofte meget hård ved sig selv, i vurderingen af egen præstation – dette er dog ikke nødvendigvis en kvalitet i sig selv.
Som træner, har Årets VKV'er formået at overføre sit engagement fra sit eget spil, til rollen som træner. Årets VKV'er optræder altid loyalt overfor klubben, og er ikke bange for at stå ved sine holdninger. Og det er vigtigt, at man tør stå ved sine egne værdier, både som spiller, og som træner.
Årets VKV'er har særligt udmærket sig ved sin vedholdenhed ved at arbejde med kidsvolley i Korsør, hvor Årets VKV'er sidste sæson startede med ganske få spillere. Dette vedholdende og flotte arbejde har givet klubben en stærkt brand, som bedst kan ses (og høres) hver torsdag i Korsørhallen, hvor der ofte drøner over 30 kidsspillere rundt i hallen og øver sig i spillets svære kunst.
Årets VKV'er er: Ditte Damsgaard!
"Kære Ditte.
TAK for din indsats som kidstræner i de første to sæsoner i VK Vestsjælland. Din stabilitet, engagement og indlevelse er en stor fryd at overvære, og er motiverende både for børn, forældre og os andre der står i hallen og ser på.
Du har et fantastisk greb om spillerne – og spillerne er glade for dig. Men det er ikke kun spillerne der er glade for dig. Også forældrene er begejstrede for dig og dit arbejde. Lad mig blot nævne en mail, som klubben modtog fra en forælder til en af dine spillere. I mailen står der bl.a. citat:
Jeg har skrevet til Ditte, at Jakob og jeg er meget imponeret over hendes træning, og vi syntes det er nogle super gode øvelser hun laver med ungerne. Det er en fantastisk måde at træne med børn på, det skinner igennem at det er volley de går til, men øvelserne er flot pakket ind i sjov leg med bolden – SUPER!
Netop din evne til at målrette din træning til de enkelte børns niveau er flot. Du har ikke den store erfaring som træner, men du har alligevel en evne til at sætte dig ind i børnenes behov for leg, og du forstår at det skal være sjovt for dem.
Vi håber alle, at selvom studierne er ved at trække dig væk fra Vestsjælland, så vil du fortsat afse tid til at deltage i en eller anden form for trænerarbejde i klubben. Og skulle det vise sig umuligt, så er det vores ønske, at du fortsætter din trænergerning et andet sted i landet, til glæde for Dansk Volleyball.
Rigtig hjertelig tillykke."
Det er mig en stor glæde at skulle overrække denne pris for første af forhåbentlig mange gange. I år går prisen til en, der lægger et enormt arbejde i klubben. Selve pokalen er skinnende, rund i faconen men lavet af stål – alt sammen ord som godt kunne bruges til at beskrive dette års prismodtager – i hvert fald når formen ikke er helt i top. Pokalen er en vandrepokal, som modtageren får med hjem til låns i et år, hvor den kan stå og pynte (og nej, det er ikke en pokal med store ører; men et smagfuldt stykke brugskunst i ægte dansk design) og dagligt minde modtageren om, at vi sætter meget stor pris på det arbejde han laver for klubben.
Modtageren af dette års pris er flittig både i hallen og i det øvrige klubarbejde. Jeg tror ikke, at det er for meget at sige, at vi som klub ikke havde kunnet nå de mål vi har nået uden hans indsats. Han er myreflittigt, utrolig samvittighedsfuld, ekstremt organiseret, intenst engageret og ikke mindst et åbent og ærligt menneske, med et positivt syn på livet. Derudover har han et kolossalt netværk, som han flere gange har trukket på til glæde for klubben. Hvis I ikke allerede har gættet hvem det er, så skal jeg her afsløre, at prisen som årets KSVK’er går til Flemming Christensen.
Tak til dig, Flemming. Tak for dit store arbejde med at passe klubbens sekretariat, tak fordi vi har måttet trække på dine mange erfaringer udi kunsten at drive en forening, og ikke mindst tak fordi du har lyst og overskud til at give så meget til KSVK. Vi håber, at vi hermed kan give lidt igen!