image

Vedtægter for Volleyklubben Vestsjælland

§ 1. Navn og hjemsted

Stk. 1. Foreningens navn er Volleyklubben Vestsjælland, forkortet VK Vestsjælland.

Stk. 2. Foreningens hjemsted er Slagelse Kommune.

Stk. 3. Foreningen er medlem af Danmarks Idræts-Forbund, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, Dansk Volleyball Forbund og lokalkredsen under DVBF.

Stk. 4. Foreningen arbejder efter de for Danmarks Idræts-Forbund, Federation International De Volleyball og Dansk Volleyball Forbund til enhver tid gældende love.

§ 2. Formål

Stk. 1. Foreningens formål er at:

  1. tilbyde alle uanset alder, tro, køn og nationalitet at dyrke volleyball
  2. tilgodese alle medlemmers ambitionsniveauer ved en kontinuerlig udvikling af klubben
  3. delagtiggøre medlemmerne i klubbens visioner, målsætninger og klubbens daglige drift
  4. forpligte medlemmerne til at tage et positivt medansvar for klubbens virke

§ 3. Medlemskreds

Stk. 1 . Som medlemmer optages enhver, som har lyst og vilje til at arbejde for foreningens formål.

Stk. 2 . Indmeldelse og udmeldelse sker til klubbens kasserer. Indbetalt kontingent tilbagebetales ikke

Stk. 3. Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent. Kontingentet opkræves forud for et halv eller helt år.

Stk. 4. Hvis et medlem er i kontingentrestance i mere end seks måneder, kan bestyrelsen uden varsel ekskludere det pågældende medlem fra klubben.

Stk. 5. Medlemmerne er pligtige til at indordne sig under klubbens vedtægter og reglementer, samt yde bistand til varetagelsen af klubbens opgaver.

§ 4. Generalforsamlingen

Stk. 1 . Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af maj måned og indkaldes med mindst tre ugers varsel med angivelse af dagsorden. Indkaldelsen sker via mail til de medlemmer, der har oplyst en mailadresse til klubbens administration. Derudover annonceres generalforsamlingen på klubbens hjemmeside, og ved opslag i hallerne på klubbens træningssteder.

Stk. 3. Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer over 15 år, der ikke er i kontingentrestance. Medlemmer under 15 år har taleret. Forældre/værge har stemmeret for medlemmer under 15 år (én stemme pr. medlem under 15 år). Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

 

1. Valg af dirigent

2. Formandens beretning, herunder udvalgenes beretning

3. Godkendelse af det reviderede regnskab

4. Behandling af indkomne forslag

5. Fastsættelse af kontingent

6. Valg af        - formand for to år (valg i ulige år) 

                      - næstformand for to år (valg i lige år) 

                      - kasserer for to år (valg i ulige år) 

                      - valg af min. et menigt medlem for to år (valg i lige år) 

                      - valg af min. et menigt medlem for to år (valg i ulige år) 

                      - valg af suppleant

7. Valg af revisor og revisorsuppleant

8. Eventuelt

Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Forslag til vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage forud for den ordinære generalforsamling.

Stk. 6. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.

Stk. 7. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal (én over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot én mødedeltager. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning. Ved sådanne personvalg anvendes reglen om simpelt flertal.

§ 5. Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftligt begrundet anmodning om det over for formanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kendskab.

Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er to uger.

§ 6. Foreningens daglige ledelse

Stk. 1. Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen.

Stk. 2. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.

Stk. 3 . Senest 1 måned efter nyvalg til bestyrelsen afholdes møde hvor ansvarlige for udvalg/grupper udpeges.

Stk. 4 . Formanden - og i hans fravær næstformanden - indkalder og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden. Dagsorden skal være bestyrelsens medlemmer i hænde senest 8 dage før mødet.

Stk. 5. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede.

Stk. 6. Ved stemmelighed i bestyrelsen er det formandens stemme, som er afgørende.

Stk. 7. Udtræder et eller flere medlemmer af bestyrelsen inden udløbet af valgperioden, indtræder suppleanten. Udtræder flere medlemmer af bestyrelsen, kan bestyrelsen supplere sig selv indtil ny ordinær generalforsamling afholdes.

§ 7. Økonomi, regnskab og revision

Stk. 1. Foreningens regnskabsår er 1. april – 31. marts.

Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen for regnskab.

Stk. 3. Regnskabet revideres af den på generalforsamlingen valgte revisor.

§ 8. Tegningsregler og hæftelse

Stk. 1 . Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i foreningen. Ved optagelse af lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.

Stk. 2 . Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.

§ 9. Vedtægtsændringer

Stk. 1 . Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal af de fremmødte medlemmer på en generalforsamling.

Stk. 2 . Vedtægtsændringer træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.

§ 10. Opløsning

Stk. 1 . Opløsning af foreningen kan kun finde sted hvis min. 2/3 af klubbens medlemmer er til stede på en generalforsamling, hvor 3/4 samtidig stemmer for en opløsning.

Stk. 2. Ved opløsning, tilfalder foreningens aktiver Slagelse Kommune efter den opløsende generalforsamlings nærmere bestemmelser. 

§ 11. Datering

Stk. 1. Klubben er en sammenlægning af Korsør Volleyball Klub og Slagelse Volleyball Klub, der i 2007 fusionerede til Korsør-Slagelse Volley Klub.

Stk. 2. Klubbens aldersanciennitet tæller fra maj 1973, hvor Slagelse Volleyball Klub blev stiftet.

Stk. 3. Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 29. juni 2010.